top of page

TRIGGER

Hverken data eller fakta fortæller meget brugbart om, hvem Trigger er, men som brikker i et spil er de alligevel med til at danne et umiddelbart billede. Da vi hele livet igennem føjer nye data og fakta til, vil billedet hele tiden ændre sig, men med tro på den udviklingsteoretiske videnskab, så er der dog visse data og fakta, der har dannet grundlæggende og kun svært foranderlige træk, både i fysiognomi og karakter. Så, derfor nogle data og fakta, indledningsvis.

Født 1960 i Esbjerg, hvor jeg stadig bor og arbejder. Jeg er præget af boligblokkenes hierakiske opvækst, hvor man lærte at slås for sine holdninger, eller fik tæv og holdt kæft. I 70'erne begyndte min daværende dansklærer at nære min tydelige sult efter litteratur, som indtil da var blevet dækket af tegneserier, De tre detektiver osv. Han sørgede for mere vægtig skønlitteratur og lod mig til gengæld skrive digte til aflevering, i stedet for de evindelige stile.

I '78 udkom Vita Andersens 'Tryghedsnarkomaner' som en daværende kæreste præsenterede mig for, og jeg blev første gang interviewet af Esbjerg Ugeavis.

Mit første digt publicerede jeg i '84 i tidsskriftet AUGA og i '85 de første i Hvedekorn. I '88 blev jeg af Poul Borum inviteret til at søge optagelse på den nyoprettede forfatterskole. Jeg var netop blevet valgt til posten som sikkerhedsrepræsentant for havnearbejderne i Esbjerg og tjente gode penge på havnen. Jeg takkede nej.

Debut i bogform skete endelig i '91 på det prestigefulde BRØNDUMS forlag med digtsamlingen 'ASFALTBARK'. 

Nu var det virkelig begyndt.

 

Forfatter Erik Trigger ved en oplæsning af sine digte.

Foto: Peter Langwithz Smith

bottom of page